In the introduction to his text of 1861, Grundtvig speaks of his theory of translation, saying that he gave, as it were, new clothes, new money, and new language to the poor old Seven Sleepers, so that they could associate freely with moderns. He believed that it was necessary to put the poem into a form that would seem natural and attractive to the readers of the day. In so doing he departed from the letter of the law, and rewrote the poem according to his own ideas.
In the second edition the author states that he hopes the poem will prove acceptable as a reading-book for schools. Its value as a text-book in patriotism is also alluded to.
Trætten med Hunferd Drost og Trøsten derover.
Nu _Hunferd_ tog til Orde[4], Og _Egglavs_ Søn var han, Men Klammeri han gjorde Med Tale sin paa Stand. Han var en fornem Herre, Han sad ved Thronens Fod, Men avindsyg desværre, Han var ei Bjovulv god; En Torn var ham i Øiet Den Ædlings Herrefærd, Som havde Bølgen pløiet Og Ære høstet der; Thi Hunferd taalte ikke, Med Næsen høit i Sky, At Nogen vilde stikke Ham selv i Roes og Ry.
'Er du,' see det var Skosen, 'Den Bjovulv Mudderpram, Som dykked efter Rosen Og drev i Land med Skam, Som kæppedes med _Brække_ Og holdt sig ei for brav, Dengang I, som to Giække, Omflød paa vildne Hav! I vilde med jer Svømmen Paa Vandet giøre Blæst, Men drev dog kun med Strømmen, Alt som I kunde bedst; For aldrig Det ei keise Jeg vilde slig en Klik, Som for den Vendereise I paa jert Rygte sik. Paa Landet var I friske, Men Vand kan slukke Ild, I svømmed som to Fiske, Ia, snart som døde Sild; Da sagtnedes Stoheien, Der Storm og Bølge strid Ier viste Vinterveien Alt i en Uges Tid. Dog, om end Narre begge, Kom du dog værst deran, Thi fra dig svømmed Brække Og blev din Overmand; Du artig blev tilbage, Der han en Morgenstund Opskvulpedes saa fage Paa høie Romøs Grund, Hvorfra sin Kaas han satte Til _Brondingernas_ Land, Med Borge der og Skatte Han var en holden Mand; Der havde han sit Rige, Og deiligt var hans Slot, Han elsket var tillige Af hver sin Undersaat. Saa _Bjansteens_ Søn udførte Alt hvad han trued med; Men da du, som vi hørte, Kom der saa galt afsted, Saa tør jeg nok formode, Om end du giør dig kry, Det giør slet ingen Gode, Du brænder dig paany; Ia, vil en Nat du vove At bie Grændel her, Da tør derfor jeg love, Dig times en Ufærd.'